Voldtægt
/I øjeblikket raser debatten om sexuelle overgreb begået af mænd med indvandrerbaggrund. Ofte er der fokus på, “hvordan vi skal tale om problemet?”. Altså: Har det noget med indvandrere at gøre? Hvad med alle andre mænd? Hvor er grænsen for, hvad man kan kalde et overgreb? Er man feminist når man siger, at mænd kan være nogle svin? Er det i virkeligheden et spørgsmål om værdier? Eller handler det om religion og kultur?
Som psykolog har jeg talt med en del kvinder, der har været ofre for voldtægt og/eller er blevet tæsket af mænd. Nogle er blevet overfaldet af fremmede, nogle har levet i et voldeligt parforhold, mens andre har været i situationer, hvor de til at starte med følte sig trygge, men hvor det alligevel udviklede sig til noget krænkende, selv om de sagde tydeligt “nej”.
Det er grove løjer, kan jeg godt afsløre.
Ikke én af de kvinder, jeg har talt med, intellektualiserer den hændelse, de har været udsat for, sådan som det ses i medierne. Ikke i situationen mens de blev holdt nede, mens de blev sparket og slået, mens de blev sexuelt ydmyget eller bag efter, hvor de prøver at komme videre.
Jeg kan godt se, at fænomenet “voldtægt" giver anledning til mange generelle debatter. Men jeg fornemmer, at emnet i lidt for høj grad er blevet en platform for meningsdannere i medierne. Med afsæt i emnet “voldtægt” kan man fortælle, hvad man selv mener om sin egen sag.
Må jeg opfordre til, at vi ikke glemmer dem, det er gået ud over. Der er en traumatiseret menneskeskæbne bag ved, hver eneste gang, vi bruger ordet “voldtægt”, -uanset hvor klogt vi udtaler os. Det synes jeg vi skal huske.