Antorini i forsvar

I et åbent samråd om pædagogernes rolle i folkeskolen, er Antorini positiv over for skolereformen.

At være positiv overfor skolereformen er i øvrigt det syndrom, der i medicinske termer hedder SR+. Bare rolig, smittefaren er ikke stor og syndromet ses primært hos beslutningstagere med lille eller ingen kontakt til virkelighedens praksis.

Nå. Spøg til side.

Antorini er i sin gode ret til at være positiv overfor sit eget skaberværk. I midlertid minder dialogen mellem hende og Riisager mest om, at den ene vil have ret og den anden ved, hvad hun taler om. Gæt selv hvem.

Eksempelvis citeres Antorini for at sige, at det er blevet "diskuteret grundigt" og "pindet ud", hvad pædagogernes rolle er i reformen. Fair nok.

Men det er altså ikke nogen garanti for kvalitet, at man "diskuterer grundigt" og "pinder ud". Jeg har set flere steder hvor lærer- og pædagogsamarbejdet fungerede fint. Men mest har jeg set pædagoger, der uanset lovtekst bliver tildelt knapt så fordelagtige arbejdsopgaver. Som en pædagog sagde til mig: "Jeg er gået fra at være en supergod pædagog til at være en halvdårlig lærer".

Riisager siger: ""Ligeværdighed er det, jeg forsøger at beskrive. Der er ligeværdighed mellem professioner, men man kommer med forskellige fagligheder, og de fagligheder skal supplere hinanden. Pædagogerne skal ikke bare tage lektiecafeen med 60 elever en sen eftermiddag, fordi det kan få skemaet til at gå op. Det er ikke ordentligt, og man kan jo ikke have kundskaber indenfor et andet området end det, man er uddannet indenfor".

Jeg er ikke nødvendigvis enig i det med kundskaberne, men hvorfor hulen giver Antorini ikke bare Riisager et klap på skulderen og siger "sådan der!"