Stop
/Tag det nu alvorligt, når der siges stop!
Vi er pædagogisk set kommet rigtigt langt de sidste 20 år. Generelt er klasseledelsen blevet bedre, menneskesynet er blevet mere mangfoldigt, undervisningen er blevet mere differentieret og samarbejdet omkring eleverne er blevet bedre.
Derfor mener jeg, at man skal tage det alvorligt, når en lærer eller pædagog siger: “Stop. Dette barn har bedst af IKKE at være i min undervisning”.
Mener jeg så, at vi skal segregere flere børn til specialtilbud? Ikke nødvendigvis.
Mener jeg, at alle undervisere har gjort alt, hvad der kan gøres inden for rammerne af det almene? Nej, slet ikke.
Men jeg mener, at den traditionelle klasse-organisering ikke er hensigtsmæssig, hvis man vil praktisere kvalitativ inklusion: For enten er man inde, eller også er man ude. Der er ingen mellemvej.
Tiden er inde til etablering af en specialpædagogisk, organisatorisk hybrid på alle almenskoler.
Der skal være et sted til de børn, der for en stund, i perioder eller måske bare et par timer sidst på skoledagen, simpelthen ikke magter at være sammen med alle andre: En pædagogfaglig rasteplads, et mindfuldt pusterum eller en inkluderende hængekøje. Kald det hvad man vil, så længe stedet ikke bruges som en pædagogisk skraldespand - som de gamle OBS-klasser.
Det bør ikke være enten/eller for de urolige, de voldsomme, de angste, de skrøbelige, de traumatiserede, de afledelige, de hyperaktive, de dårligt begavede og så videre.
Det bør være både/og.
Den slags er ikke eksklusion. Den slags er inklusion.
DEL GERNE