God undervisning, og hvad med dig selv?

En aktuel rapport fra EVA fortæller, at eleverne definerer god undervisning via 5 følgende punkter:

Når undervisningen matcher elevernes forudsætninger
Når der er gode relationer mellem undervisere og elever
Når eleverne har en aktiv rolle i undervisningen
Når skoledagen er varieret og alsidig
Når der er mulighed for fordybelse og koncentration

Det er godt, at eleverne har en stemme; hurra for det! Dog lægger jeg mærke til, at eleverne gennemgående definerer “god undervisning” som noget der skabes af skolen eller den enkelte underviser, ikke af dem selv. Jeg kunne derfor samtidig godt tænke mig en opfølgende undersøgelse, der stiller eleverne følgende spørgsmål:

“Hvad gør du selv for at udvikle dig fagligt?”
“Hvordan bidrager du selv til den positive relation mellem din lærer og dig?”
“Når du har en aktiv rolle i undervisningen, -hvad gør du så for at alle, og ikke kun dig selv, kan være aktive?”
“Hvad gør du selv for at få det til at fungere, når I laver “alsidig” eller “alternativ” undervisning, som ikke foregår bag skrivebordet i klassen?”
“Hvad gør du selv for, at det i klassen er muligt at fordybe sig og koncentrere sig?”

Den undersøgelse vil jeg se frem til at læse.

Og lige for at være helt tydelig: Jeg mener bestemt ikke, at vi skal give eleverne hele ansvaret for, at undervisningen fungerer. Bestemt ikke. -Og som jeg altid siger, så er børnene de eneste, jeg holder med. Men ud over, at skolesystemet har nogle hængpartier, der skal forandres, så synes jeg samtidig at vi i rimeligt omfang skal huske børnene på deres eget medansvar.

DEL GERNE

Reference: EVA (2018), Elevernes oplevelse af skoledagen og undervisningen

Når elever slår

Forleden skrev jeg et lille indlæg, der mildest talt har genereret en ordentlig omgang trafik på min side.

Mange har liket, delt og kommenteret positivt. -Tak for jeres deltagelse.

Andre har på konstruktiv vis problematiseret min begrebsanvendelse, hvilket jeg takker for - for sådan lærer man i fællesskab.

Og så er der dem, der har fokuseret så meget på anvendelsen af begrebet "tortur", at den oprindelige teksts egentlige intention og pointe synes at være forsvundet.

Slutteligt er der en ordentlig bunke følgere, der har set sig tvunget til at skrive til mig personligt, fordi de oplevede sig hørt og anerkendt, men som i den tiltagende turbulens ikke magtede/turde at deltage i den offentlige tråd.

Min intention var ene og alene at forklare, hvorfor det kan være psykisk svært at bliver overfaldet af en elev. Den pointe forsvandt i et vist omfang, fordi jeg brugte ordet "tortur" - og det skulle jeg ikke have gjort.

Så ved I hvad. Nu tager jeg et ledelsesmæssigt valg, og sletter det oprindelige indlæg, som jeg her under erstatter med version 2.0. Det må jeg godt, for det er min blog.

Jeg har intet imod, at man er uenig med mig eller hinanden, men når det hele bunder i misforståelser eller begrebsmæssige uklarheder, og når samme afholder dem det hele handler om (dem der er blevet overfaldet) fra at deltage ... så skrotter vi og prøver igen.

Så her er version 2.0, i hvilken jeg har beholdt så meget, af den oprindelige tekst, som muligt. Jeg beklager, at kommentartrådene også går tabt, -men skriv igen her under, hvis det stadigt er relevant (det er det sikkert).

Vh Rasmus Alenkær

-----

Når en elev slår eller sparker en lærer/pædagog, kan det have alvorlige, psykiske konsekvenser for den voksne, -også selv om den voksne er stærk og erfaren.

Som professionel har man qua sin rolle, opgave og sit menneskesyn begrænsede muligheder for at forsvarer sig, sådan som man måske ville gøre i enhver anden situation, hvor man er truet på sin sikkerhed. Man må ikke engang stikke af, -for man får penge for at blive.

Med andre ord mister man kontrollen, hvilket kan være mentalt belastende i en sådan grad, at det er skadeligt. Hertil skal man indregne en god del skyld og skam, instinktiv frygt for at overfaldet gentager sig, og måske værst af alt på den lange bane - faglig selvbebrejdelse.

Derfor kan selv meget erfarne og dybt professionelle fagfolk udvikle en overbelastningsreaktion, efter at være blevet overfaldet af et lille barn. Det handler altså ikke om, hvor stor, stærk, dygtig eller erfaren man er. Det handler om noget helt andet.

Så hvis du har en kollega, der har fået slag eller spark, -så giv lige vedkommende et ekstra knus og sig, at du godt kan forstå det er hårdt.

Vh
Rasmus

PS: I ovenstående forholder jeg mig udelukkende til de psykiske eftervirkninger af overfald på professionelle i skoleregi. Jeg forholder mig ikke til årsager til overfald, jeg har ikke givet nogen skylden, og jeg har ikke lagt op til nogen former for konsekvenser.

Ud af klassen

Det er ikke OK, at man i vrede smider en elev uden for døren. Hvis målet er "straf" har man naturligvis sejret, -forudsat at eleven rent faktisk efterlever det talte ord og forføjer sig. Elles har man tabt. Big time. Uanset skal man ikke regne med, at eleven hverken "angrer" sin opførsel, eller bruger sin karantæne på at analysere egen adfærd og/eller planlægge en mere hensigtsmæssig sådan, når døren til klassen atter åbnes.

Der imod er det OK, at man tilbyder eleven mulighed for, selv at træffe et valg:

A)
"Du kan vælge at være i klassen, -hvilket jeg allerhelst vil have.
I så fald gælder de samme regler for dig, som for de andre elever.
Dvs. at vi ikke forstyrrer hinanden, men at vi er venlige og at vi arbejder med undervisningens indhold.
Hvis du synes det vi laver, er for svært, skal jeg nok hjælpe dig, når det er din tur.
Hvis du har været i en konflikt, skal jeg nok hjælpe dig med at løse den, når det bliver din tur.
Ind til da, så gør hvad du kan uden min hjælp, men forstyr ikke de andre, der - som du kan se - er kommet i skole for at lære noget og for at være gode kammerater."

B)
"Hvis du af en eller anden grund ikke er i stand til at vælge A, så er du velkommen til at vælge B - nemlig at sætte dig uden for klassen og arbejde.
Når det er din tur, så kommer jeg ud og tjekker, hvordan du har det.
Jeg er ikke vred på dig, og jeg er ked af, at du har en dårlig dag.
Men jeg forventer, at du selv vælger, -ellers vælger jeg for dig."

Bliver "B" anvendt ofte, skal der naturligvis mere til, -men det gør jeg ikke noget ud af i denne omgang.

Ros dit barns underviser

Har du givet din underviser, behandler eller lign. et klap på skulderen i dag?

Jeg har fået en mail fra en glad mor til en pige, der har været min klient et stykke tid nu. Den feedback har jeg fået lov til at dele, -naturligvis fordi jeg er glad for, at nogen kan lide mit arbejde, men også for at minde andre forældre om, hvor meget det betyder for en fagperson, at få positiv - og hjertelig - feedback. Jeg oplever, at forældre, elever og andre i dagligdagens trummerum overser eller glemmer, at man som hårdtarbejdende professionel har brug for et klap på skulderen i ny og næ.

“Nu jeg har fat i dig, vil jeg benytte lejligheden til at sige, at vi sætter stor pris på den måde du "håndterer" vores pige. Hun er rigtig glad for din "usnobbede", "nede på jorden" tilgang til dit fag, som gør, at hun ikke føler, at hun sidder til forhør og i den grad er en patient med en diagnose. Hun føler, at du ser hende, som et menneske og ikke bare som en klient og hun elsker, at du giver noget af dig selv, så fokus ikke er på hende hele tiden. Ja, du gør det bare rigtigt godt - så af hjertet tak for det!”

Ja, jeg bliver så rørt, når nogen skriver den slags. Og så får man energien til at give den en ekstra skalle!

Lad os alle huske på, at fagfolk bliver ekstra gode til deres fag, hvis de får ros, når det er fortjent.

Og hvis du har fået fortjent ros, så skriv det i kommentarsporet. Den slags skal siges højt og vi kan ikke få nok!

DEL GERNE