Hørebøffer

Jeg stod i El-Giganten med min kammerat og tjekkede hovedtelefoner. Når man er inkarnerede tekniknørder som os to, kræver den slags megen undersøgelse, fordybelse, diskussion og afprøvning. Nogen gange tager vi der ud bare for hyggens skyld, selv om det ikke er den bedste butik til den slags.

Ved siden af stod et forældrepar, der ligeledes skulle købe hovedtelefoner. De havde af ekspedienten fået, hvad jeg vil vurdere til at være, verdens mest ubrugelige vejledning, men jeg nænnede ikke at blande mig. Mor vendte sig opgivende mod mig.

Mor: Øh... undskyld... du ser ud til, at du ved en masse om teknik.
Mig: Ja... det kan man godt sige...
Mor: Altså.... kan du måske hjælpe... vi aner intet om hovedtelefoner.
Mig: Naturligvis. Hvem skal I købe til?
Mor: Vores søn, han er 7 år, han er autist, og han har netop fået plads i en specialklasse, efter at han har været uden undervisning i over et halvt år.

Og LIGE DER går mit liv op i en højere enhed: Pludselig får jeg lov til at rådgive i krydsfeltet mellem to af mine største interesser: Pædagogisk psykologi OG IKKE MINDST ELEKTRONIK. Jeg var i himlen!!! Juleaften for Alenkær, jeg siger det bare.

Vi fandt de helt rigtige hørebøffer, der både kunne skærme lyd, som ikke kløede, ikke var for tunge, som lød godt, som havde udskiftelig ledning, OG SOM VAR PÅ TILBUD (man er jo i Jylland). Begge forældre var meget taknemmelige. Men det var helt klart mig, der var mest glad.

Nu håber jeg bare, at bøfferne passede deres knejt. Ellers håber jeg at kunne hjælpe.