Generation reform

Generation "reform", dvs. de nuværende 4. klasseelever, læser dårligere end forventet. Det har man testet sig frem til. Det interessante derved er ikke testresultatet i sig selv. Det interessante er, at reformbagmændene ikke kunne regne det ud. Jeg mener. Først nedsætter man lærernes forberedelsestid, så sætter man elevernes undervisningstimetal op, dette gør man samtidig med indførslen af en inklusionslov og lige i halen på en faglig-lockout, mens man sideløbende indfører centrale læringsmål og derved afmonterer lærernes faglighed og så videre og så videre... Hvordan kan man lave så meget ravage, uden at forvente dårlige elevpræstationer?

Den fødte lærer bør afgå ved døden

Forskningschef ved UCC, Martin Bayer, siger i et interview om sin nye bog, at “den fødte lærer bør afgå ved døden”. Lærer er noget, man skal uddanne sig til. Det er ikke noget, man er født til at være.

Uddannelse er godt, -det er vi enige om. Men når det kommer til lærerfaget, så forholder det sig efter min mening således, at nogen “har den”, mens andre “ikke har den”. Så simpelt er det.

Og hvad er det så, man “har”, når man “har den”?

Måske kunne man kalde det “en dybtliggende forbindelse til genstandsområdets kerne og muligheder”. Skriv gerne en bedre defintion i kommentarfeltet, hvis du har et forslag. Uanset er førnævnte nok for langhåret på en mandag, så vi kalder det i denne sammenhæng for “talent”.

“Talent”, som man ikke kan uddanne sig til, er noget andet end “teknik”, som man godt kan uddanne sig til.

Man kan blive en OK lærer ved kun at have teknik, men intet talent. Men den gode lærer, dvs. den, der bliver husket for noget godt hele livet af sine elever, han/hun har både teknik og talent.

Så jeg er enig med Martin Bayer i, at uddannelse er væsentligt. Men alle kan ikke blive gode lærere.

Eller jo...alle kan blive gode lærere, hvis jobbet defineres som "den tekniske disciplin, i hvilken man ukritisk langer færdigretter hen over katederet". Er det mon det, Bayer er interesseret i?

DEL GERNE

PS: Det kunne lige så godt handle om pædagogerne, -men nu er der altså kun fokus på lærerne i interviewet med Bayer.

Danske Skoleelever viser sit sande ansigt

Før og efter sommerferien mødte jeg formanden for Danske Skoleelever, Jakob Bonde Nielsen, flere gange. Han virkede som en sympatisk og gennemtænkt fyr, der havde fokus på bolden - dvs. at repræsentere eleverne i folkeskolen. Vi snakkede rigtigt fint sammen.

Derfor undrer det mig, at Jakob pludselig melder ud, at en lang skoledag er helt OK. "Det er ikke så vigtigt for mig", siger han. "Det er vigtigere at skoledagen er varieret og spændende". (Se link til reference i kommentarsporet)

Hvad sker der lige?

Når jeg lytter til alle de mange elever rundt omkring på skolerne jeg besøger, så er det bestemt ikke det standpunkt, der gives udtryk for. De fleste siger, at den forlængede skoledag skaber træthed, koncentrationsbesvær og manglende motivation. Jeg har ikke hørt én eneste elev sige, at det er fedt at gå i skole til kl. 15.

Personligt tror jeg, at Danske Skoleelever igen viser sit sande ansigt. Vi så det med de to tidligere formænd, der konstant talte folkeskolereform-arkitekterne efter munden. Flere gange har jeg nærmest tabt mælet, når de slyngede om sig med Antorini-floskler som "det hele skal bare have lidt tid" og så videre.

Det virker som om, at Danske Skoleelever er konstrueret med det formål, at lave propaganda for de voksnes skolepolitiske dagsorden. Jeg nægter at tro, at en reel repræsentant for folkeskoleeleverne ville udtale sig så ukritisk og positivt om noget, som påfaldende mange folkeskoleelever forholder sig negativt til.

Men det virker. Nu lyder det nemlig som om, at de danske folkeskoleelever (altså menneskene ude i virkeligheden) vitterligt synes, at den forlængede skoledag er OK. Det siger deres repræsentant, formanden for Danske Skoleelever, jo. -Og da formanden er mindreårig, så får han ikke saksen fra sådan nogen som mig. Havde han været over 18 kan jeg love for, at handskerne var taget af. Trust me. Men han er teknisk set et barn, og dem behandler man som så. Dette er jeg i øvrigt sikker på, at de mange, velbetalte, voksne konsulenter m.m. bag foreningen Danske Skoleelever, godt ved.

Jeg postulerer hermed officielt, at Danske Skoleelevers formænd er spydspidser i en skolepolitisk dagsorden, de ikke selv har formuleret.

Jeg postulerer endvidere, at Danske Skoleelever ikke repræsenterer de danske folkeskoleelever på et dækkende niveau.

Jeg postulerer derfor, at konstruktionen Danske Skoleelever er uetisk og skadeligt for det danske demokrati.

Jeg vil vældig gerne overbevises om det modsatte og retter gerne ind, hvis jeg tager fejl.

Og jeg understreger, at Danske Skoleelevers formand er en sympatisk person med mange talenter, der er i sin fulde ret til at have sin egen mening. Men hans udtalelse og hans funktion bliver jeg nødt til at udfordre.

Tid til team

Dengang i 1996, hvor jeg startede som fuldtidsansat lærer i folkeskolen, var det med team-organisering noget ganske nyt, og “teamet” blev opfattet som en ekstra opgave, der skulle laves ud over det egentlige lærerarbejde.

Eftertiden har vist, at man kan rigtig meget godt i sin egen undervisning, hvis man har et velfungerende team i ryggen. Eksempelvis alt det med spilleregler og rutiner i klassen. Derfor er det også så bekymrende at se, hvordan man har reduceret på teamets tid til samarbejde. Faktisk virker det helt fjollet, at man i en teambaseret organisation ikke giver tilstrækkelig med tid til team-samarbejde.

Spørg børnene

Når jeg laver interventioner i “kaos-klasser” (hårdt ord, men det passer desværre ofte), anvender jeg i høj grad eleverne som informanter. Min tommelfingerregel er, at “halvdelen kan man se, -resten må man spørge om”. Derfor ledsager jeg altid iagttagelser i det pædagogiske rum med elevgruppe-interviews, oftest med udgangspunkt i IC3-modellen (se billedet).

I dag har jeg eksempelvis tilbragt dagen i en mellemtrinsklasse, der er præget af uproduktiv uro og negative forstyrrelser.

Gruppevis har eleverne deltaget i en refleksiv dialog om hhv.
1. de fysiske betingelser,
2. det sociale samspil og
3. mulighederne for opgaveløsning i klassen.

Det centrale spørgsmål er altid: "Hvor kommer uroen fra?".

Man får spandevis af guld hældt lige i favnen, når man gør det på den måde. -For én ting er, hvad vi som voksne professionelle definerer som “godt” og “skidt”. En anden ting er, hvad eleverne fortæller.

Løsningen, dvs. vejen til mindre uro, findes ofte i spændingsfeltet mellem de to positioner.

Derfor skal man altid spørge børnene.

Trætte børn

I dag har jeg haft en opgave i en mellemtrinsklasse. Hvor og hvorfor kan jeg ikke røbe, men det er også lige meget.

Eleverne startede dagen med at være på natur-tur i fire lektioner. Dernæst havde de idræt i to lektioner. Kl. 14 skulle eleverne være i klassen i en times tid, hvor der var traditionel undervisning - hvilket var den eneste organisatoriske mulighed.

På det tidspunkt lignede de nogen, der efter min faglige vurdering havde bedst af at blive sendt hjem. Trætte af frisk luft, motion og masser af faglig fordybelse.

Jeg tvivler på, at eleverne fik noget særligt positivt ud af den sidste lektion, selv om skolepædagogen gjorde en formidabel indsats. Men hov! Det siges jo, at elevernes forlængede skoledag bare handler om "spændende indhold", "ud-af-huset-aktiviteter" og "mere motion".

Tja... ikke i dag.

Må jeg minde om, at alt imens der diskuteres formål, dannelse og des lige i folkeskolen, så ses der højt på en række fundamentale, biologiske behov hos børnene. Det virker uproduktivt. Man kan springe op, falde ned og slå alverdens pædagogiske kolbøtter, men hvis børnene er trætte, så er det hele lige meget.

Hvorfor er vi provokerede over den forlængede skoledag?

I skoleverdenen er det en grundlæggende værdi, at hvis noget ikke virker i praksis, så fixer man det. Hurtigst muligt, hvis man kan. Dette hedder “at tage ansvar” og er efter min mening noget af det helt fundamentale ved den dannelsesproces, eleverne skal igennem.

Men sådan er det ikke aktuelt, når fokus falder på den forlængede skoledag. Selv om vi nu på 4. år kan konstatere, at flere lektioner er en uhensigtsmæssig, pædagogisk strategi, så sker der ikke noget. Der snakkes der bare. I aviser. I TV. På de sociale medier. Til konferencer. Snak, snak og mere snak.

Når “rigtige” skolefolk således er negativt indstillede overfor den lange skoledag, er det ikke bare fordi, den ikke virker efter hensigten.

Det er simpelthen fordi, at det er stik imod god, pædagogisk praksis at lade stå til. Man rydder op, hvis man har rodet. Man siger undskyld, hvis man har dummet sig. Og så videre. Man er en professionel rollemodel, der gør det, man selv siger.

Derfor er det vanvittigt provokerende, når beslutningstagere og andre magtfulde folk på skoleområdet bare snakker. Selv når undervisningsministeren laver et lille forsøg med at skære et par timer på sølle 50 skoler, genererer det snak. Snak, snak og mere snak. Det virker som om, at disse folk repræsenterer et helt andet værdisæt, end det, vi forsøger at bibringe vores elever i praksis. Faktisk virker det nogen gange som om, at de ikke aner, hvad de snakker om.

Jeg beklager, men jeg faktisk godt gammeldags træt af det.

Skoledagens længde

Om skoledagens længde bør man ikke mene. Man bør vide.

Fakta er, at danske børn går mere i skole end børn i de lande, vi almindeligvis sammenligner os med.

Samtidig er der ikke forskningsmæssig evidens for sammenhæng mellem hhv. højt antal skoletimer og højt fagligt præstationsniveau.

Hertil er det almindelig kendt blandt fagfolk, at der er øget uro, manglende koncentration og dalende produktivitet i skoledagens sidste timer. Dette er ikke fordi der mangler "kvalitet i indholdet", fordi skolereformen ikke "har fået en chance" eller fordi lærerne/pædagogerne ikke passer deres arbejde. Det er simpelthen fordi, at elevere er trætte. Fordi de er børn.