Fravær og skolevægring

UVM har netop via en Rambøll-rapport offentliggjort, at 279 børn pt. står ude skoletilbud, samt at 475 børn bliver hjemmeundervist. Læser man videre i rapporten ses det, at der ikke er standardiserede normer for, hvornår man kalder fravær for "meget". Derfor kan man med rette gå ud fra, at relativt mange flere børn har et bekymrende højt fravær.

Der spiller almindeligvis en masse faktorer ind på ovenstående problem, hvorfor man ikke bør skyde skylden på et enkelt forhold. Men skulle jeg vove pelsen og fokuserer på noget, der næsten altid spiller ind, er det afstanden/tidsrummet mellem “opdagelse af problemet” og “iværksættelse af løsning”.

Det synes, at man ofte danser rundt om oplagte, behandlingsmæssige tiltag, fordi
A) de forskellige intressenter - skole, socialrådgivere, PPR, forældre, psykiatri osv. - har svært ved at samarbejde om en fælles løsning, og
B) at man ikke er enige om, hvem der skal betale for gildet.
C) Hertil er der i nogle sammenhænge fremelsket en forestilling om, at man ikke kan foretage sig noget som helst, før der foreligger en psykiatrisk udredning. Dette hænger typisk samme med det, der her over nævnes som (B).

Konsekvenserne er typisk, at problemerne vokser sig rigtigt store, før nogen gør noget. Derved bliver løsningen endnu dyrere, og mulighederne for at afvikle problemerne bliver derved endnu mindre.

Jeg kunne godt tænke mig følgende:

1. En klar og fælles definition på “meget” eller “bekymrende” fravær / skolevægring.
2. Hurtig terapeutisk indsats til barnet / den unge.
3. Sideløbende rådgivning til familien.
4. Sideløbende samarbejde med skole/institution om behandlingsforløb og eksponeringsplan, så der er fælles fodslag og kun et minimum af hovsa-løsninger.

Det her behøver ikke at være så stort et problem, som det aktuelt er.

Skolevægring

kolevægring, altså det fænomen, at barnet ikke "vil" i skole, er desværre stigende i omfang. Der er i den forbindelse ikke tale om "jeg gider ikke" eller "jeg har ikke lige lyst", men rettere "for at passe på mig selv, er jeg nødt til at så bremsen i og gemme mig derhjemme".

Der er ikke præcise tal på omfang, men både Autismeforeningen og ADHD-foreningen melder om stigninger de sidste 5 år. Samtidig noterer jeg mig (uden statistik), at det ikke bare handler om børn med psykiatriske diagnoser, men i høj grad om en bred vifte af børn. I flere og flere hjem kæmper man dagligt med at få børnene i skole.

Hvorfor?

Tja... vi skal passe på med en simpel forklaring, men kan nogen huske, hvad der skete for sådan ca. 5 år siden på skoleområdet? Inklusionslov, Skolereform og Lov 409! Jeg kalder det "Den djævelske treenighed".

Det er min tese, at denne treenighed har bidraget aktivt til at højne det psykologiske pres på både børn, unge og deres forældre. For slet ikke at tale om lærerne og pædagogerne. Og når der er højt, psykisk pres, øges angstniveauet almindeligvis, -hvilket resulterer i, at de børn, der tidligere kunne klare sig med "almindelige hensyn", nu udvikler decideret skolevægring.

Derfor bør vi se øget skolevægring som en klar indikation på, at vi som samfund er ved at gøre noget rigtigt skadeligt ved vores fremtid, nemlig børnene.