Synlig læring

/

Jeg har tænkt lidt over det med synlig læring & synlige mål.

Nedenstående er forholdsvis firkantet og bør læses med alle forbehold. Ikke så meget desto mindre mener jeg, at læring bør styres af elevernes nysgerrighed, ikke af de voksnes pointavler.

Synlige mål i undervisningen virker måske, når læringsprocessen fokuserer på tilegnelse af tekniske færdigheder. Eksempel: 

Elevens læsetempo er X. 
Tempoet ønskes øget til det synlige mål Y.
Metoder sættes ind, så tempo X omdannes til tempo Y.
Eleven testes og man finder ud af, at eleven kan tempo Y.

Problemet kan dog være, at den, der “ønsker” ikke er den samme som eleven selv, -hvorfor enhver metode, der ikke er baseret på motivation og oplevelse af mening kommer til kort. -Men ofte kan det i sådanne situationer være en OK fremgangsmåde, at sætte tydelige mål og give positiv/konstruktiv feedback på elevens progression. Ingen tvivl om det. 

Synlige mål i undervisningen kan på den anden side virke hæmmende, hvis læringsprocessen centrerer sig om noget, der er “større” end det rent “tekniske”. Eksempel:

Eleven ved kun lidt om 2. verdenskrig.
Det ønskes, at eleven kender til centrale begivenheder og navne (synligt mål).
Metoder sættes ind så centrale begivenheder og navne “læres".
Eleven testes og det konstateres, at eleven kan de ønskede data-mål.

Problemet er dog, at elevens fokus har været rettet mod det, han/hun blev målt på. Dette er jo helt naturligt. Fokus var holdt væk fra andre relevante emner, der måske var spændende og meningfulde for eleven, men som ikke gav samme point i testen. 

Der i ligger min bekymring. Hvis man fra starten afgrænser læringens horisont, så får man alt for lidt ud af de muligheder, man har. 

Jeg ved godt, at det kan være en tillokkende idé, at gøre alt målbart, -særligt når man skal styre en kæmpe skude som det danske skolevæsen. Når det kommer til børns læring, så mener jeg bare ikke det er en hensigtsmæssig vej frem.

Læs på Facebook

Jeg er ikke imod skolereformen. Men...

/

Nogen har fået det indtryk, at jeg pr. definition er imod skolereformen. Det er jeg ikke. Jeg har ikke undersøgt hele reformen i detaljer, så at være imod det hele, det er jeg ikke.

Der er dog flere elementer, jeg finder problematiske, -eksempelvis den forlængede skoledag, den begrænsede forberedelsestid vs. de mange undervisningstimer, fokuseringen på testning og mulighederne for inklusion af elever med specialpædagogiske udfordringer m.m. 

Reformens idégrundlag kan jeg heller ikke forstå…-hvorfor bliver “dannelse” eksempelvis nærmest sidestillet med “læringsmålsstyring”. 

Jeg ved godt, at der almindeligvis er forskel på central formuleret ideologi og konkret pædagogisk praksis i virkeligheden. Jeg anerkender også fuldt ud, at nogle lærere, pædagoger, ledere, forældre og elever trives godt i den nye skolehverdag. 

Men når jeg nu kommer på mange skoler (ca. 2-3 om ugen i hele landet), møder mange børn, forældre, lærere og pædagoger m.m., læser en del forskning og holder mig up-to-date med teorien på området, så mener jeg, at man med rette bør være en smule kritisk. -Så det er jeg, -men samtidig fuldstændig åben for folk der har andre og mere positive oplevelser end jeg selv. 

Jeg minder blot om, at barndommen ikke kan gøres om (yep - det er en floskel - men ikke så meget desto mindre, så passer det). -Og som det er nu, så kører det (i min optik) ikke optimalt, hvilket går ud over børnene, deres forældre og de ansatte. Derfor en smule konstruktiv modstand fra undertegnede.

Læs på Facebook

Det store billede

/

Man har antydet, at debatten om folkeskolen handler for meget om “detaljer" og for lidt om "det store billede". Det kan da godt være, men det "store billede” udgøres jo af en række mindre detaljer. 

Den forlængede skoledag er eksempelvis en detalje, der har væsentlig effekt på mange elever, med eller uden "særlige behov”. Man kan diske op med alskens slags målstyret, kreativ, læringsstilstilpasset og differentieret undervisning, der retter sig mod den ene eller den anden form for dannelse…hvis eleverne er brændt ud for den dag, så hjælper det lige fedt. 

Naturligvis skal vi tale om det store billede. Det hele bør dog ske i respekt for de nære, dagligdags udfordringer, der udgør børnenes og skolepersonalets praktiske hverdag. 

Hvis man er uenig, hvilket man gerne må være, så smut ud i et almindeligt klasselokale efter 12-frikvarteret og se hvad der sker. Så kan vi jo tage snakken bag efter.

Læs på Facebook

Er læring synlig?

/

Hjernen er i min forståelse en anarkistisk fedtklump, der ikke kan programmeres eller kontrolleres. De læringsprocesser der foregår i hjernen, kan således ikke styres, forudsiges eller måles præcist af udefrakommende personer. Derfor bør man udfordre begreber som “synlig læring” og “læringsmålsstyring”, der jo netop indikerer det modsatte.

Man kan opstille rammer, afstikke retninger, give feedback, præge adfærd og måle præstationer. Men forudbestemme læring, det kan man ikke. Hvis det var således, kunne vi ligeså godt kalde undervisning for “dataproduktion”, lærere skulle kaldes “revisorer” og elever skulle kaldes “USB-stik”. Det er ingen vel interesseret i. 

Således opfordrer jeg hermed til en begrebsmæssig opstramning på området. Det går ikke, at vi vader rundt i floskler som “læringsmaksimering”, “læringsreform” og den værste af dem alle “børn skal lære så meget som de kan”…er der virkeligt en øvre grænse for, hvad man kan lære? Hvordan måler man den grænse? Og hvad gør man, når den er nået? Sender man så børnene hjem? Jeg forstår det ikke.

"Læring" er i min verden ikke det samme som "målbar præstation", om end der sagtens kan være sammenfald mellem de to. Man må gerne være uenig, men vi bør tale samme sprog.

Læs på Facebook