Mig og medierne

Jeg har jo været en del i medierne her på det sidste. I flere tilfælde er jeg blevet positioneret som forholdsvis "kritisk", måske ligefrem "negativ" og "kritiserende" i forhold til fænomenet inklusion. Nogle har gjort mig opmærksom på, at dette forhold måske kunne overskygge alle de "positive" historier, og i den forbindelse gøre børn med special- og/eller socialpædagogiske behov til små djævle.

Så lad mig lige sige hvor jeg står i alt det her:

1.

Jeg er ikke “kritisk”, “kritiserende”, “negativ”, “modstander” eller lign. Jeg er “skeptisk", hvilket man skal være som videnskabeligt funderet “ekspert” (mediernes label, ikke mit - selv om jeg synes det lyder godt).

Det vil sige, at jeg (upåagtet hvad det bringer mig af modstand og medgang) forholder mig nøgternt til de data jeg har for hånden, og udlægger dem med den faglighed, jeg baserer mit virke på.

Et faktum er, at mange børn bliver flyttet hurtigt. Så hurtigt, at der, hvor man flytter dem hen, ikke endnu er gearet til det. Ikke alle steder i hvert fald.

Et faktum er, at man ikke fundamentalt har lavet om på folkeskolens bygninger, folkeskolens specialpædagogiske kompetenceniveau eller folkesskolens grundlæggende opgaveforståelse: Det handler stadig om at få alle børn til at fungere i traditionelle klassefællesskaber. Det har man ikke, fordi den slags koster tid og mange penge.

Forholdet "hurtig flytning" vs. "ikke klar modtagelse" ser jeg som et centralt problem.

2.

Jeg er fagpersonligt mere optaget af “inklusion” som en "individuel oplevelse", end som en "defineret placering". Man kan i min teori være “inkluderet” mange steder og på mange måder, -dog næsten altid med et socialt fællesskab som element.

Det betyder, at man kan være inkluderet andre steder den der, hvor flertallet er. Helst så tæt på det almene som muligt, -men ikke hvis placeringen spænder ben for oplevelsen.

3.

Jeg aldrig brugt ordet “specialbørn” eller “inklusionbørn”, -det er et ord som journalisterne har brugt. Jeg mener at ordet er nedladende i sin grundsubstans, selv om andre betragter disse betegnelser som “neutrale” (det er jo børn som er blevet flyttet inde fra og ud - hvilket nogen definerer som “inklusion”.

4.

Der er rigtig mange eksempler på, at inklusion (i min definition) kan lykkes, også i tilfælde hvor man tror det burde være umuligt. Jeg har selv været med i et utal af projekter, ligesom jeg dagligt hører om succes.

Men der er, om vi vil det eller ej, også mange eksempler på, at inklusion ikke kan lykkes. Af den ene eller anden grund.

Husk på, at bare fordi man ønsker noget, og måske endda formulerer sit ønske med promt og pragt i en flot vision, så er det ikke sikkert, at man kan få sit ønske opfyldt.

Jeg vil hellere tale om “bevægelsen mod øget inklusion” (som JEG I HØJ GRAD ER FOR), end jeg vil tale om “betingelsesløs og uendelig inklusion”, som jeg ved ikke er mulig - i hvertfald ikke i den traditionelle forstand.

5.

Det går ikke, at vi i strategiens navn udvander et videnskabeligt funderet fænomen, “inklusion” til enten at være godt eller skidt.

Begrebet dækker over et dynamisk forhold, hvor vi hele tiden lærer nyt, nogle gange vinder, og i få tilfælde taber. That´s life, deal with it.