Jeg er ikke imod skolereformen. Men...
/Nogen har fået det indtryk, at jeg pr. definition er imod skolereformen. Det er jeg ikke. Jeg har ikke undersøgt hele reformen i detaljer, så at være imod det hele, det er jeg ikke.
Der er dog flere elementer, jeg finder problematiske, -eksempelvis den forlængede skoledag, den begrænsede forberedelsestid vs. de mange undervisningstimer, fokuseringen på testning og mulighederne for inklusion af elever med specialpædagogiske udfordringer m.m.
Reformens idégrundlag kan jeg heller ikke forstå…-hvorfor bliver “dannelse” eksempelvis nærmest sidestillet med “læringsmålsstyring”.
Jeg ved godt, at der almindeligvis er forskel på central formuleret ideologi og konkret pædagogisk praksis i virkeligheden. Jeg anerkender også fuldt ud, at nogle lærere, pædagoger, ledere, forældre og elever trives godt i den nye skolehverdag.
Men når jeg nu kommer på mange skoler (ca. 2-3 om ugen i hele landet), møder mange børn, forældre, lærere og pædagoger m.m., læser en del forskning og holder mig up-to-date med teorien på området, så mener jeg, at man med rette bør være en smule kritisk. -Så det er jeg, -men samtidig fuldstændig åben for folk der har andre og mere positive oplevelser end jeg selv.
Jeg minder blot om, at barndommen ikke kan gøres om (yep - det er en floskel - men ikke så meget desto mindre, så passer det). -Og som det er nu, så kører det (i min optik) ikke optimalt, hvilket går ud over børnene, deres forældre og de ansatte. Derfor en smule konstruktiv modstand fra undertegnede.