At tale "op" eller "ned".

Esben Lunde Larsen siger i Folkeskolen.dk , at folkeskolens aktuelle krise skyldes, at den bliver “talt ned”. Her er fire udvalgte argumenter, der modsiger Lunde Larsens tese:

1. Pædagoger bliver i stigende grad sat til at undervise, selv om de ikke er uddannet til det. “Jeg er gået fra at være en god pædagog til at være en dårlig lærer”, som en pædagog sagde til mig for nyligt. Derved må kvaliteten af undervisningen nødvendigvis dale, uanset om man taler den “op” eller “ned”.

2. Teamets mødetid er begrænset, selv om forskning entydigt siger, at teamet er afgørende for skolens praksis. Således minimeres mulighederne for bl.a. metodisk refleksion, planlægning af dynamisk holddeling og alternativ undervisning på tværs af skema m.m. Også her kan man tale “op” eller “ned”, men hvis ikke der er tid til mødevirksomhed, så hjælper det lige fedt. 

3. Skoledagen er forlænget. Dermed bliver det svært for en del børn at koncentrere sig og udholde den konstante stimuli, som de udsættes for i det sociale og fysiske rum. Dette forhold kan man heller ikke tale “op” eller “ned”. Det er som det er. 

4. Den enkelte lærere har travlt. Der er god nok afsat tid til undervisning og forberedelse, men ikke til ad hoc opgaver som eksempelvis transport til og fra forberedelseslokalet, toiletbesøg (ja, lærere skal også tisse en gang imellem), elever der stikker af fra skolen og som skal hentes, opringninger til forældre hvis børn er blevet syge eller uforudsete møder med eksterne samarbejdspartnere, osv. Konsekvensen er, at der skal løbes så stærkt, at kvaliteten uundgåeligt må dale, ligesom overbelastningsreaktioner er uundgåelige. Uanset om man taler “op” eller “ned”.

I stedet for at tale “op” eller “ned”, skulle vi måske bare tale “om”, at præmissen for at leve op til folkeskolereformen er knap så hensigtsmæssig. Vi kunne også tale “om”, at flere forhold ved folkeskolereformen, eksempelvis dens evidensmæssige afsæt, er tvivlsomt. Dette ville være meget mere konstruktivt end at tale “op” eller “ned”.