10. grunde til, at inklusionsindsatsen er dekoration

I en artikel på Folkeskolen fortælles der om Janne Hedegaard Hansens aktuelle forskning på "inklusionsområdet". Den foreløbige konklusion er, at der mangler systematik, at der holdes for mange møder og at der i for høj grad fokuseres på det enkelte barn. Det bliver interessant at læse den endelige konklusion i 2019. Se link til artikel i kommentarsporet.

Så... hvorfor er inklusionsindsatsen (ofte) dekoration?

1. Skolerne overdækkes med top-down-definerede projekter og metoder, der fjerner fokus og skaber ligegyldighed, -også selv om nogle af projekterne/metoderne isoleret set er ganske fine.

2. Personalet har begrænset samarbejdstid, og da de fleste metoder er teambaserede, falder de tit til jorden af praktiske årsager.

3. Personalet er presset på alle leder og kanter, hvorfor en tendens til kamp/flugt (oftest det sidste) er en naturlig reaktion, når en øjensynligt umulig opgave viser sig.

4. PPR-medarbejderne har ikke meget tid. Hertil har PPR de seneste 10 år været underlagt den "konsultative bølge", hvor indirekte indsatser (dvs. mødeafvikling) sættes højere end direkte intervention.

5. Særlige indsatser, der har et bredt sigte og som er effektive, er gennemgribende. I en hverdag, hvor der skal afvikles en stor mængde almenpædagogiske projekter, tests, forløb og arrangementer, er der ikke "bare lige tid og overskud" til endnu et projekt.

6. Særlige indsatser koster penge, i hvert fald i opstartsfasen, -men ofte også resten af tiden. -Det er derfor slet ikke sikkert, at der er de fornødne ressourcer til at få en given løsning søsat.

7. De almene forhold i skolen anno 2018 er ikke inklusionsfremmende. Skoledagen er lang, der testes ofte og der er mange elever i klasserne. Dette er en svær præmis at skabe mangfoldighed på.

8. Samarbejdet med eksterne samarbejdspartnere halter. Psykiatrien diagnosticerer (og det er den god til), men rådgiver sjældent processuelt. Det sociale system er ofte involveret, men bidrager i mange tilfælde med parallelle og/eller ukoordinerede løsningstiltag, der kan modarbejde skolens tiltag.

9. Forældrene er ved at / har længe mistet tiltroen til systemet, og flytter børnene. -Men nissen flytter almindeligvis med, og så er vi jo lige langt.

10. Det ser ud til, at ingen højt oppe i beslutningshierarkiet lytter. Jeg har eksempelvis sagt ovenstående i mange år, -se eksempelvis vedhæftede dias, der har været standard (i tilpasset form) i mine oplæg længe. Vi er en del, der råber, men for døve ører.

Heldigvis lykkes det også i mange tilfælde at skabe gode, inkluderende læringsmiljøer. Men vi kan nå længere end som så, er jeg sikker på.